top of page

Referat 2014

Referat af generalforsamling i grundejerforeningen ”Ved Lunden” 
Den 23. april 2014 på Dragør Strandhotel

 

På mødet var tilmeldt 28 deltagere, 27 deltog.

Formand, Steen Olsen bød alle velkommen. Han var især glad for at se en masse nye yngre ansigter.


# 1 Valg af dirigent
Kristian Aalbæk blev valgt som dirigent, og han kunne konstatere at mødet var lovligt indvarslet ifølge vedtægterne.


# 2 Formandens beretning v/Steen Olsen

Formanden fortalte, at der var sket en del i indeværende år:

Mød dine naboer
Den 20. maj var alle grundejere inviteret til nabo-hygge, hvor vi fortalte lidt om ønsket om at få etableret vejchikaner i vores kvarter. Steen synes det var et godt initiativ, og godt at der kom så mange og bakkede op. Dejligt med liv på vejen. Grundejerne havde på dagen mulighed for skriftligt at bekræfte om de bakkede op om projektet, hvilket mange gjorde.

El ledninger
Dong har sendt et brev, hvori de orienterer om at samtlige el ledninger skal graves ned i løbet af 2014. Pælene bliver stående og bruges fortsat som lygtepæle.

Netto-sagen
En enig bestyrelse sendte den 19. januar 2014 en indsigelse mod at der skulle bygges en Netto på Lundegaards Strandvej. Protesten blev sendt til samtlige medlemmer af kommunalbestyrelsen samt økonomiudvalget. Forslaget om en ny og stor Netto blev forkastet.

Snerydning
Kontrakten er blevet forlænget frem til 2016. Prisen er steget med 1 kr. for hver parcel.

Ankerstien
Siden 1987 har grundejerforeningen betalt for vedligeholdelse af Ankerstien. Årsagen er, at beboerne på Ankerstien betaler for snerydning (ligesom alle andre i grundejerforeningen), men ikke får ryddet sne. Bestyrelsen vedtog derfor, at man i stedet for fik rettet stien af med grus, når det var nødvendigt.

Siden 2009 er der ikke blevet rettet af på ankerstien, og i 2013 modtog grundejerforeningen en klage fra Dragør Kommune over Ankerstiens tilstand. En enig bestyrelse besluttede derfor at betale for afretning af Ankerstien med et beløb på op til kr. 5.500,00, mod at parcelejerne på Ankerstien bekostede udlægning af granitskærver.

Nu kan Ankerstien vinter vedligeholdes med salt, når der ryddes for sne i den øvrige del af grundejerforeningen. Så hvor grundejerforeningen iflg. aftale tidligere betalte for vedligeholdelse af Ankerstien, skal der nu kun afholdes udgift til saltning.  

Vejchikaner
Arbejdsgruppen er kommet så langt de kan. De venter på tegninger fra kommunen, og det trækker ud.

Sydstrandsvej
På grund af nye beboere, restaureringer og nybyg har der ligget byggemateriale og andet på flere parceller. Formanden påpegede, at han så frem til at der blev ryddet op.


Kommentarer:
Dorit Aalbæk synes ikke det var rimeligt at foreningens penge gik til afretning af Ankerstien. Steen svarede at der kun er brugt det beløb, der tidligere er aftalt, da Ankerstien ikke får ryddet sne.

En beboer mente ikke at have fået invitation til nabo-hygge. Invitationerne er delt rundt til alle, men for at sådanne sedler ikke skal forputte sig blandt reklamer, foreslog Kristian Aalbæk, at vi sender indkaldelser og invitationer ud via mail. Derfor bedes alle sende deres e-mail til grundejerforeningens e-mail:grfvedlunden@stofanet.dk,så laver vi en samlet mailingliste. De der ikke har en mail, vil fortsat modtage papirerne i deres postkasse.

Flere spurgte, hvorfor vi ønsker vejchikaner, og Steen forklarede at der fra Dragør kommunes side (de sidste seks år) har været et ønske om at lave 40 km. zone i området. Men da kommunen ikke har råd, er grundejerforeningerne begyndt at finansiere det selv. Lundegårds Strandvej har etableret det på deres vej og Hollændervænget. Der kører mange store lastbiler gennem Sydstrandsvej, og vi ønsker en tryg vej for vores beboere. Gruppen der er nedsat arbejder videre med projektet, og man er velkommen til at tage del i arbejdet. Kristian Aalbæk fortalte, at der for mange år siden, blev nedsat en lignende gruppe. Det lykkedes ikke dem at komme igennem med vejchikaner, da det er svært at komme igennem hos kommunen.


# 3 Revideret regnskab

Kassereren gennemgik regnskabet. Vi har en sund økonomi i foreningen og forsøger at have kapital stående til sneafrydning, vejchikaner og andet. Regnskabet blev godkendt.
 

# 4 Forslag fra bestyrelsen eller medlemmer.

Ingen indkomne forslag.


# 5 Valg af to medlemmer til bestyrelsen samt to stedfortrædere

Steen har valgt at aftræde som formand og går ud af bestyrelsen. Christiane Nymark vil som suppleant derfor indtræde i bestyrelsen.

Som suppleanter blev valgt: Casper Jensen og Mia Beenfeldt Bahnson.


# 6 Valg af revisorer samt stedfortrædere

Jørgen la Cour har valgt at trække sig efter lang og trofast tjeneste. Suppleant Martin Glud indtræder, og Kristian Aalbæk fortsætter. Suppleant blev Chris Elving.

 

# 7 Eventuelt

Der blev spurgt til, hvornår containeren foran Sydstrandsvej 13B bliver fjernet, da skraldebilerne ikke kan komme til, hvilket især går ud over beboerne på Ankerstien. Dette sker inden for de næste par uger.

Britt Elving kom med et forslag om at lave en lukket Facebook gruppe for grundejerforeningen. Man skal godkendes dvs. være grundejer for at kunne læse med, og andre vil ikke kunne se indholdet. Her skal man kunne skrive beskeder og praktisk info til hinanden. Flere synes dette var en rigtig god ide, og Britt sætter det i gang. Der blev opfordret til en vis etik og god tone omkring brugen af siden.

I samme moment blev vi husket på, at tilmelde os PBS til indbetaling af grundejerforeningsgebyret. Det letter arbejdet for kassereren.

Tak for god ro og orden, og en tak til formanden for indsatsen.

Senere på aften konstituerede bestyrelsen sig, og Helle Ibsen er nu formand for grundejerforeningen.

For referat: Sanne Rindholm

Dragør, den 24. april 2014 (dirigent): Kristian Aalbæk

bottom of page